A for ansvar Af Pia Nørgaard-Nielsen d. 05. jan 2010 i 'Chinchillaens ABC' Det kræver ansvarsbevidsthed at holde dyr. Artiklen her forklarer lidt om, hvad det kræves inden man begiver sig ud i chinchillahold. Når man anskaffer sig et dyr, skal man først og fremmest tænke på det kæmpe ansvar der ligger bag anskaffelsen. Det dyr man køber, er dybt afhængig af en, og vil ganske enkelt gå til, hvis man ikke lever op til sit ansvar og passer dyret korrekt. Når man anskaffer sig en chinchilla, er det derfor meget vigtigt at tænke over de helt basale behov, man skal dække for dyret. For det første skal man stå for at give chinchillaen mad og vand, da det ikke selv er i stand til at skaffe sig dette. Dernæst skal man også tænke på, at det bur chinchillaen går i, skal skiftes med jævne mellemrum, og hvis der er hylder af træ i buret, bør disse også vaskes/renses med jævne mellemrum, for at undgå sygdomme. Chinchillaen har også behov for motion, men selvom den får en daglig løbetur, skal man også tænke på at chinchillaen skal aktiveres når den er inde i buret, f.eks. i form af grene, da motionen uden for buret simpelthen ikke er nok. Men det er ikke blot aktivering, mad og rene omgivelser man bliver nødt til at gå ind og tage ansvaret over for, dyrlæger kommer også ind over her. Er man ikke parat til at ofre penge på en dyrlæge, hvis ens chinchilla bliver syg, bør man ganske enkelt ikke anskaffe sig dyret. I modsætning til ude i naturen, bliver en syg chinchilla ikke taget af rovdyr eller på anden vis slået ihjel. Den lever længere end en vild chinchilla ville, og man må derfor gøre op med sig selv, om man er parat til at gå ind og tage ansvar for et andet væsens liv. I dette tilfælde, betyder ansvar, at man skal kunne beslutte om dyret bør leve eller dø. Det kan være en hård beslutning, men dette må man gøre op med sig selv INDEN man anskaffer sig en chinchilla, eller et hvilket som helst andet dyr; ”Er jeg parat til at aflive mit dyr, hvis det bliver sygt?”. Derudover bør man også huske, at en chinchilla er og bliver en chinchilla. Den vil aldrig blive et menneske, og det er ganske enkelt ansvarsløst, at begynde at behandle den som en ligeværdig. Ligeværdig i den forstand, at man prøver at menneskeliggøre dyret, og overføre sine følelser eller frustrationer på dyret. Man kan i værste fald ende op med en meget syg chinchilla, hvis man overdriver menneskeliggørelsen af dyret. Man bør heller ikke give chinchillaer til små børn, da de ikke er ansvarsbevidste nok til at håndtere dem. Et barn under 10 år vil som udgangspunkt ikke kunne tilfredsstille de krav der følger med en chinchilla, og hvis man samtidig ikke er parat til at overtage ansvaret fuldt ud, hvis barnet skulle miste interessen, bør man IKKE give dyret til børn. Unger: Vælger man at få unger på sine dyr, bør man også være bevidst om det ansvar, der følger med her. Der kan være komplikationer ved fødslen, problemer mellem forældrene eller problemer mellem mor og unger. Når en chinchilla er drægtig, kan der ske mange ting, der kan gøre drægtighedsperioden kompliceret. Hun kan blive syg, f.eks. i form af en mild forkølelse, diarré eller hård marve, fostret kan dø i maven på hende, hun kan abortere, eller lignende. Man har her ansvaret for at sørge for at chinchillaen hele tiden er ved godt helbred, og hvis man ser noget der virker forkert, bør man tage dyret til dyrlægen, da men ellers i værste fald vil kunne risikerer at miste såvel hun som unge/unger. Herudover kan der opstå gnidigheder mellem hannen og hunnen, når hunnen har født, og dette kan være til fare for ungerne, idet de kan komme i klemme, eller blive hakket, hvis forældrene slås. Når man så har fået sine unger, skal man også beslutte om man vil beholde disse, eller om man vil sælge. Hvis man sælger, er man ansvarlig for, at dem der får ungerne, ved hvordan dyrene bør behandles, kender til farer ved parringer af forskellige mutationsfarver og, at de kender til evt. handikap en chinchilla kunne have. F.eks. om dyret er pelsbidder, har et ben det ikke kan bruge optimalt, problemer med øjne, f.eks. i form af blindhed, problemer med tænder, der vokser for hurtigt, så de skal klippes med mellemrum, eller andet.   Konklusion: Hvis man vælger at få en chinchilla, har man altså et ansvar fra man får den ind af døren, ja faktisk allerede fra man har besluttet sig at anskaffe den, til den dør. Og beholder man den ikke til den dør, har man et ansvar for at den vil komme et god sted hen. Hvis man vælger at få unger på ens dyr, står man med et endnu større ansvar, da det ikke kun er tiden fra moderen er gravid, til ungen bliver solgt, at man har et ansvar, men man har også et ansvar for, at man efter bedste formået får afsat dem til gode, kærlige og blivende hjem. Det er et kæmpe ansvar, i det man påtager sig et andet levende væsens skæbne. Men kan man leve op til dette ansvar, vil man se hvor lidt man egentlig selv skal give, for at chinchillaen giver uendeligt meget igen.