Lav et kølesovehus

Af Kristina Jørgensen d. 05. jan 2010 i 'Bur og indretning', opdateret 05. jan 2010

Hver sommer risikerer vi, at temperaturen kommer op i en højde, der kan være skadelig for vores chinchillaer. Der er flere måder at holde temperaturen nede på, men desværre er det langtfra alle som er ret brugbare. Derfor giver jeg her et bud på, hvordan man kan holde temperatuer lidt nede til glæde og gavn for vores chinchillaer.



Et kølesovehus er utrolig nemt at lave og er faktisk bare et alm. sovehus med låg og trådnet i.
For at forstå idéen, skal man vide at varme stiger og "skubber" kulden nedaf. Dette kan man udnytte fuldt ud, når man ved at éns dyr sover i et hus.

Koelesovehus.jpg 

Du skal bruge:
Ubehandlet træ
Målebånd
Skruer
Skruetrækker
Fintmasket trådnet
Hæftemaskine
2 Hængsler
Sav (en stiksav vil gøre det nemmere at lave en indgang)
1 blyant
Evt. boremaskine (hvis du ønsker et vindue i sovehuset, skal du først lige bore et hul, så stiksaven kan save)
 
Hvad du skal vide, inden du går i gang:
1.Størrelsen på dit køleelement (længde, højde og bredde). Du skulle jo nødig lave sovehuset for kort i forhold til køleelementet eller låget for kort, så det ikke kan lukke.
2.Du skal desuden også vide, hvor højt du må lave sovehuset. Det nytter ikke at lave det højere end der er plads til i buret.
Hvis vi antager at dit køleelement måler 18*9*3 cm. (længde*bredde*højde), så skal dit sovehus være 25*15 cm. (længde*bredde) i udvendige mål (husk at træet jo også tager et par cm).
En fin højde på sovehuset er 15 cm. og dertil skal lægges lågets højde som skal være 6 cm. (mindst).
Altså bliver målene for det færdige hus i dette eksempel: 25*15*21 cm. (længde*bredde*højde).
Med disse mål er der taget højde for, at træet har en tykkelse på 1 cm.
 
Derefter er det blot at gå i gang.
Du skal bruge 2 plader på 25*15 cm. (længde*højde) og 2 plader på 15*15 cm. (længde*højde).
De små plader bliver ”gavlene” på sovehuset, så du skal lave hul til en indgang i den ene side.
Ønsker du et vindue skal du lave det i en af de store plader. Husk at tage højde for at dyrene ikke må kunne sidde fast, hvis de skulle finde på at kravle igennem.
 
De 4 plader skrues sammen på den mest logiske måde; de små overfor hinanden, de store overfor hinanden, så du får en flot kasse uden låg.
Bemærk; har du både 1 vindue og 1 indgang, skal du sørge for at få samlet kassen rigtigt. Det ville jo være ærgeligt, hvis du får samlet det, så vinduet kommer til at vende ind mod burets væg, når sovehuset er færdigt.
 
Tag derefter trådnettet og hæft det fast på toppen af din kasse. Sørg for at ingen af hæfteklammerne stikker udenfor træet, for det vil kunne skade din chinchilla.
 
Til låget skal du bruge en plade på 25*15 cm. (toppen), 2 plader på 6*15 cm (lågets ”gavl”) og 2 plader på 6*25 cm. (lågets langsider).
Disse skrues sammen på samme måde som kassen (de små overfor hinanden, de store overfor hinanden) og den store plade skrues fast på toppen af den nye lille kasse.
 
Sæt derefter den lille kasse ovenpå den store (ovenpå trådnettet) og tag mål til hængslerne på både den store og lille kasse med en blyant. Skru derefter hængslerne på den lille kasse, sæt den lille kasse på den store og skru hængslerne fast på den også (vær opmærksom, så låget ikke bliver skævt).
 
Og dit nye kølesovehus er færdigt!
Det eneste der mangler for at huset fungerer fuldt ud er en avis (der skal lægges på trådnettet) og et iskoldt køleelement, der lægges på avisen.